Bækkensmerter

Når du er gravid, skal du (heller) ikke holde ud eller ignorere smerterne. Smerte er kroppens signal på belastning. Vores krop siger ofte fra før vores hoved, og hvis vi ignorerer kroppens signaler forværres smerterne. Derfor er det en stor fordel at behandle når smerterne opstår. Derigennem opnås de bedste betingelser for en graviditet uden smerte og med bevægelsesfrihed.

Bækkensmerter skal tages alvorligt via øget fokus på dit bevægelsesmønster og små ændringer i din hverdag.

Gode råd for lindring:

  • Undgå tunge løft og vrid
  • Tag små skridt
  • Sov med en stor pude imellem dine ben
  • Tænk over arbejdsstillinger
  • Bliv fritaget for belastende opgaver både på arbejdet og i hjemmet.
  • Hold dig aktiv og bevæg dig skånsomt, smerterne forværres, hvis du bevæger dig for lidt.
  • Vigtigst af alt: Giv dig god tid til at hvile og restituere. Jo hurtigere du overgiver dig til din krops behov, jo hurtigere oplever du lindring.

Graviditeten er en oplagt mulighed for at lære at tolke kroppens signaler. Dermed kan bækkensmerterne ses som en mulighed for at sætte tempoet ned, blive god til at spørge om hjælp, sige fra, skære ned på forventninger og arbejdspres.

Gode aktiviteter til dig med bækkensmerter:

  • Cykling og gravid motion i vand er skånsomt og lindrende
  • Biografture med din partner eller en god veninde
  • Se dine yndlingsfilm og læs dine yndlingsbøger
  • Lyt til en spændende lydbog, mens du strikker et dejligt tæppe til dit barn
  • Tag varme fodbad
  • Nyd at du virkelig har tiden til at mærke maven vokse og knytte dig til dit barn.

Det er vigtigt at understrege at bækkensmerter ikke er farligt for dit barn.